|
Bøger - Svampe
Selvom internettet er fyldt med fotografier og beskrivelser af svampe,
er en bog en god begyndelse til at artsbestemme svampe. Her er nogle af
mine bøger:

Politikens svampebog af Henning Knudsen og Jens H. Pedersen har en
visuel bestemmelsesnøgle til de svampearter, som er medtaget i bogen.
Der er omtalt beskrivelse, økologi, anvendelse og forvekslingsmuligheder
ved arterne og bagerst i bogen også en lettilgængelig ordforklaring. En
rigtig god begynderbog.
Danmarks svampe af Jan Vesterholdt, Gyldendal, er den bog jeg bruger
mest efter en svampetur, hvor jeg har fundet arter af svampe, som er nye
for mig. I bogen er der kort beskrevet hat, lameller/rørlag og stok -
eller frugtlegemets karakterer, kød, lugt, smag, farve på sporefældning
for bladhattene, og voksestedet, som er en meget god indikator for
bestemmelsen. En rigtig god svampebog.

I svampenes rige af Jens H. Pedersen er en imponerende flot bog. Den har
med rette fået fine anmeldelser. Bogen er fyldt med fantastiske
fotografier af svampe og med en kort medfølgende tekst, der beskriver og
fortæller om svamperiget. Det er en bog man kan forære til alle
som holder af naturen. Og de bliver ganske sikkert vilde med svampe.
Svamperiget af Jens H. Pedersen er en fagbog, som går i
dybden med svampenes liv, udviklingshistorie og slægtskab.

Som medlem af Foreningen til Svampekundskabens Fremme får man
tidsskriftet Svampe to gange årligt. Et flot blad med
nyheder, nye fund af svampe og indstik med næste halvårs arrangementer.

Truede storsvampe i Danmark - en rødliste af Jan
Vesterholdt og Henning Knudsen
Danske storsvampe. Basidiesvampe. Redigeret af Jens H.
Pedersen og Jan Vesterholt. Bogen er en tekst bestemmelsesnøgle.
Vokshatte af David Boertmann er en fin bog om de smukke
vokshatte. I bogen er der bestemmelsesnøgler og fotografier af
vokshattene med beskrivelser, sporer, udbredelse og økologi og
bemærkninger.
Nordeuropas svampe - bind 1.
Mælkehatte af Jacob Heilmann-Clausen, Annemieke
Verbeken og Jan Vesterholt. I bogen beskrives mælkehattene, der er
bestemmelsesnøgler og arterne beskrives i tekst og fotografi, sporer,
udbredelse og økologi og diskussion.
Nordeuropas svampe - bind 2.

Det er altid godt at have forskellige bøger at kigge i, og ser jeg en
svampebog til billige penge, køber jeg den ofte. Hvad den ene bog
mangler, findes måske i en anden bog. - Eller jeg kan blive inspireret
til en tur ud efter en bestemt art.
Find de bedste spisesvampe af Thomas Læssøe er en
begynderbog om de bedste og lettest kendelige spisesvampe. Med
beskrivelse, foto, størrelse, voksested og sæson. Desuden giftige
forvekslingsmuligheder.

Laver hører også ind under svamperiget.
Norsk lavflora af Håkon Holien og Tor Tønsberg er en
flot bog med fotografier og beskrivelser af mange laver, som også vokser
i Danmark.
Laver i Tisvilde Hegn er et hæfte med tekst og
fotografier af laver.
|
|